Guide: Praktik på socialrådgiveruddannelsen

Praktik på socialrådgiveruddannelsen

Praktikken giver dig en unik mulighed for at få forbundet den teori, du lærer på studiet, med virkeligheden.

Fakta: Praktik på socialrådgiveruddannelsen

  • Din praktik varer 5 måneder, og foregår på 7. semester.
  • Du kan tage din praktik i Danmark eller i udlandet.
  • Din arbejdstid er 37-42 timer om ugen.
  • Du har mødepligt på praktikstedet og må max have 12 sygefraværsdage.
  • Du har ikke ret til ferie eller orlov under dit praktikforløb.
  • Praktikpladserne fordeles af uddannelsesstedets praktikkoordinatorer.
  • Du bliver tilknyttet en praktikvejleder på praktikstedet, og en underviser fra dit uddannelsessted.
  • Den afsluttes med en modulafprøvning som skal bestås.
  • Praktikken foregår med ekstern eksamination efter 7-trinsskalaen.
  • Du har ikke mulighed for at gå din praktik om, hvis du dumper, men du har tre forsøg til at bestå modulafprøvningen.
  • For at bestå modulafprøvningen, skal du opfylde en række læringsmål, som findes i studieordningen.
  • Du har mulighed for at skifte praktiksted inden for de tre første uger af forløbet. Der skal dog være en særlig grund til det.

Gode råd om praktik i udlandet

  • Gå i gang med at undersøge dine muligheder for praktik i udlandet mindst et halvt år forinden
  • Tjek hvilke muligheder du har for legater på legatnet.dk
  • Kontakt din internationale koordinator på dit uddannelsessted for mere information

Få det bedste ud af din praktik!

Forbered dig på dit praktikforløb ved at tænke over, hvad du godt kunne tænke dig at få ud af din praktik, før – under – og efter din praktik.

 

Før praktik

Hold dig ajour i din Praktikhåndbog, hvor de fleste regler for praktikken står beskrevet. Du bør overveje hvilke forventninger, personlige og faglige mål, og kompetencer, du ønsker at udvikle i praktikken.

Fokusér på at lave en god forventningsafstemning med din praktikvejleder i din praktikplan. Praktikplanen fungerer som et godt redskab til en løbende dialog med din praktikvejleder.

 

Under praktik

Dit praktiksted er en arbejdsplads, og derfor bør du møde dit praktiksted som en arbejdsplads. Du møder til tiden og giver besked hvis du er forsinket. Dog er praktikken også et læringsforløb, hvor der er plads til læring, og der bør være afsat tid til at skrive studieopgaver undervejs.

Skriv dine udfordringer ned, og forhold dig til dem løbende i dine statussamtaler med din praktikvejleder. Er der områder, hvor du har behov for mere vejledning, skal du gøre din praktikvejleder opmærksom på det.


Efter praktik

Husk at evaluere dit praktikforløb. Så ved uddannelsesstedet og praktikstedet, hvad der skal arbejdes med til næste gang.

 

Praktikkorpset  

Hvis du oplever udfordringer i forbindelse med din praktik, kan du kontakte SDS’ bisidderkorps. SDS har uddannet et hold af Praktikkorpsvejledere, der står klar til at hjælpe dig, hvis du har brug for det: sds@sdsnet.dk