Hjemløse queerpersoner udsættes for dobbeltmarginalisering: Behov for mere normkritik i faget

Køn, seksualitet og normkritik skal fylde mere i socialrådgiveruddannelsen. Sådan lyder konklusionen fra et bachelorprojekt, som tidligere SDS-forperson Durita Johansen har været med til at skrive.

Skrevet af Silas L. Marker

Konklusionen fra både den danske og den internationale forskning er klar: Hjemløse LGBT+-personer oplever i høj grad vold, diskrimination og verbale overgreb på baggrund af deres seksuelle orientering og kønsidentitet.

Derfor er det nødvendigt, at såvel bo- og værestederne for hjemløse som socialrådgiveruddannelsen bliver bedre til at uddanne socialrådgivere i at arbejde med køn og seksualitet, lyder det fra Durita Johansen, medforfatter til bachelorprojektet Ung, hjemløs og queer fra januar 2018.

– ”Der er en række ting forbundet med at være ung og hjemløs, der gør, at man kan blive marginaliseret, eksempelvis misbrug, psykiske lidelser m.m.,” fortæller Durita Johansen, ”men hvis man ikke er heteroseksuel eller ciskønnet, oplever man ofte en yderligere stigmatisering oven i, både i hjemløsemiljøet og fra de ansatte på bo- og værestederne. På den måde opstår der en dobbeltmarginalsieret position for de unge.”

“Hvis man ikke er heteroseksuel eller ciskønnet,
oplever man ofte en yderligere stigmatisering oven i”

Problemer på bo- og værestederne

I skriver, at der ”generelt hersker en heteronormativ tankegang på bo- og værestederne.” Hvad vil det sige?

– ”Det er typisk sådan, at man mener, at ”en mand er en mand” og ”en kvinde er en kvinde” og laver indsatserne efter det. De steder, de unge queerpersoner opholder sig, er ikke altid tiltænkt efter, at man ikke enten er mand eller kvinde. Man kan også opleve, at man bliver talt ned til, eller man kan få at vide, at man ser mærkelig ud, hvis man for eksempel har neglelak på, selvom man bliver set som mand.”

Durita Johansen fortsætter:

– ”Fagpersonerne på bo- og værestederne tænker ikke altid over, om de opfører sig heteronormativt. De reflekterer ikke kritisk over det, men kører bare med den gamle ’vi gør bare tingene på den måde, vi altid har gjort. Vi behandler ikke de unge anderledes om de kommer med det ene eller det andet.’ Men det burde man.”

“Det er typisk sådan, at man mener, at ”en mand er en mand” og
”en kvinde er en kvinde” og laver indsatserne efter det.”

I opgaven interviewer Durita Johansen og hendes bachelormakkere blandt andre de to hjemløse queerpersoner Kim og Sascha samt René Nielsen, udviklingskonsulent i hjemløseorganisationen SAND. De bekræfter alle tre, at der er hersker en række normer for køn og seksualitet på landets bo- og væresteder. De to hjemløse mener dog også, at de yngre hjemløse har et mere afslappet forhold til flydende identitetsopfattelser.

Hvad burde man gøre?

– ”Man burde lave LGBTQ+-venlige retningslinjer for at bryde med den stigmatisering, de møder. Ingen vold, ingen diskrimination, og plads til alle. Og hvis der opstår chikane eller mobning, skal man kunne håndtere det – det er personalets ansvar at gribe ind. Tit er det dog meget underforstået; chikanen ligger meget i det, der bliver sagt eller ikke bliver sagt, og man skal konfrontere og italesætte, at det er problematisk og man ikke tolererer det.”

Pas på sovepuden

Diskriminationen og chikanen har tit store konsekvenser.

I opgaven fortæller René Nielsen fra SAND om en ung mand, som ”kom i et fysisk opgør på et bosted, fordi han blev chikaneret på baggrund af sin kønsidentitet/seksuelle orientering.” Han endte med at måtte flytte væk derfra og bo hos en ældre herre som, mod seksuelle ydelser, sørger for, at han har et tag over hovedet.

I en anden beretning fortæller den unge hjemløse Sascha, at de ikke kan tage imod den nødvendige medicin mod deres depression hos lægen, fordi det vil forhindre dem i at få hormonbehandling. Den udenlandske forskning viser ifølge bacheloropgaven, at den slags regler og restriktioner inden for den medicinske verden medvirker til, at de unge LGBTQ+-personer undgår lægehjælp, som ellers kan være nødvendig for dem.

Derudover opstår der problemer, når hjemløse transpersoner vil foretage et juridisk kønsskifte. For at kunne det, skal man have adgang til NemID, adresse med mere, hvilket kan være vanskeligt for en hjemløs. Samtidig opstår der problemer med at få adgang til offentlige ydelser i den periode, hvor kønsskiftet står på.

Hvad er de her problemer udtryk for i samfundet? Er vi ikke så frisindede, som vi går og tror?

– ”Der er ikke mange LGBT-undersøgelser i dansk kontekst, der viser noget om LGBT personers problemer. Men undersøgelser som er viser, at der eksisterer chikane, og at LGBT-personer skjuler deres seksualitet og præferencer, hvis de stikker ud. Der mangler dog helt afgjort dansk forskning på det her område, så her skal vi kigge mere til udlandet. Vores tro på os selv og på hvor langt, vi er kommet med hensyn til LGBT-rettigheder i Danmark, må aldrig blive en sovepude.”

“Undersøgelser som er viser, at der eksisterer chikane, og at LGBT-personer
skjuler deres seksualitet og præferencer, hvis de stikker ud.”

Hvis pædagogerne kan, kan vi også

Beskeden fra Durita Johansen er klar: Der skal mere uddannelse i køn og seksualitet på socialrådgiveruddannelsen.

– ”Vi kunne begynde at diskutere og reflektere over, hvor køn spiller en rolle i forhold til det sociale arbejde. Eksempelvis kan man se, at der en overvægt af hjemløse mænd – hvordan kan det være? Og jeg ved, at nogle uddannelser allerede har haft valgmoduler med køn som et element, for eksempel i Aarhus, hvor de har haft et modul om diversitet,” forklarer hun.

På pædagoguddannelsen har man et modul om køn, seksualitet og mangfoldighed som tema, og her kunne man passende kigge hen, siger Durita Johansen. ”For der er ingen tvivl om, at de store forandringer på den længere bane kommer ved at få det ind i studieordningen. Og når pædagogerne kan få det ind deres uddannelse, kan vi også.”

“Det er super vigtigt, at man selv reflekterer over,
hvor man taler fra som praktiker”

Durita slutter af med en opsang til alle, der laver socialt arbejde:

– ”Det er super vigtigt, at man selv reflekterer over, hvor man taler fra som praktiker; man kan nemt komme til at tænke ind i de heteronormative baner og sætte folk i kasser, som de ikke passer ind i. Man er nødt til at udfordre sig selv og sine måder at tænke på. Der er gode erfaringer med det rundtomkring i for eksempel NGO’er, så selvfølgelig kan vi socialrådgivere også – og det tror jeg, at vi kan sørge for, hvis det bliver en del af vores uddannelse.”

 

LÆS OGSÅ: