Udspil til ændring af fremdriftsreformen

stop fremdrift

Kampen mod fremdriftsreformen fortsætter. Regeringen er efter hårdt pres fra elev- og studenterbevægelsen gået med til at revidere loven, og de har i den forbindelse foreslået en række initiativer. Initiativer rummer både gode og meget dårlige elementer.

Det er godt, at regeringen vil fjerne tvangstilmeldingen og give os mulighed for at framelde prøver. Den tvungne tilmelding har været en kæmpe stressfaktor for mange studerende. Til gengæld vil regeringen indføre delvis brugerbetaling uden mulighed for SU på suppleringskurser. Det skal vi kæmpe i mod. Det er i skarp modstrid med vores idealer om frie og gratis uddannelser med lige adgang for alle, og det vil forværre vilkårene for mange af vores medstuderende.

For nylig blev vi indkaldt til en høring i Styrelsen for videregående uddannelser om regeringens forslag, og nedenfor kan du læse vores kommentarer til nogle af initiativerne. Her uddyber blandt andet kritikken og forklarer, hvorfor vi er kritiske.


 

Høringssvar: Høring over udkast til forslag til lov om ændring af universitetsloven, lov om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser, lov om maritime uddannelser og lov om videregående kunstneriske uddannelsesinstitutioner under Kulturministeriet

 

Sammenslutningen af Danske Socialrådgiverstuderende (SDS) takker for indkaldelsen til høring over udkast til forslag til lov om ændring af universitetsloven, lov om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser, lov om maritime uddannelser og lov om videregående kunstneriske uddannelsesinstitutioner under Kulturministeriet. Vi har følgende bemærkninger:

 

Initiativ 1: Ophævelse af det centrale krav om tilmelding til fag og prøver (60 ECTS-point pr. studieår)

Lov om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser

SDS mener, at det er positivt, at man genindfører muligheden for framelding til prøver. Oplevelsen med den gældende ret har været, at studerende har været presset i forhold til at være tilmeldt alle tre prøveforsøg.

Som bemærkning vil der forekomme en konsekvensrettelse i bekendtgørelse om prøver i erhvervsrettede videregående uddannelser § 5 stk. 1, som beskriver gældende ret for tilmelding til eksaminer.

 

Initiativ 4: Mulighed for at institutionerne kan give dispensation til studerende, der er iværksætter eller formænd i frivillige ungdomsorganisationer

SDS er positiv overfor, at man ønsker at fremme frivilligt arbejde under ens studietid. Dog undrer det os, at muligheden kun omhandler formænd i frivillige organisationer under Dansk Ungdoms Fælleråd (DUF).

Vi ser gerne at man åbner op for at det ikke kun er dækkende for formandsposten, men også andre studerende som laver studiepolitisk arbejde på fuld tid i en frivillig organisation. At det ikke kun vedrører studerende, som er indskrevet på universitet, men også professionsbachelorstuderende og at det ikke kun er gældende for organisationer under DUF.

 

Initiativ 6: Bedre mulighed for faglig supplering for ansøgere til kandidatuddannelser

SDS ser det som positivt at man med lovforslaget genindfører muligheden for, at studerende kan supplere en professionsbacheloruddannelse med henblik på at opfylde adgangskrav på en kandidatuddannelse. På denne måde undgår man at professionsstuderende ender i blindgyder uden mulighed for at læse videre efter endt bachelor.

Vi stiller os dog stærk kritisk overfor, at man samtidigt indfører delvis deltagerbetaling og uden mulighed for SU på suppleringskurserne. Dette tiltag bidrager på ingen måde til et uddannelsessystem i balance. Der bør være fri og lige adgang til uddannelse og socialrådgiveruddannelsen skal åbne op for muligheden for at læse videre med ingen eller en smule nødvendig supplering.

Idéen om at man kan modtage SU, hvis professionsuddannelsen netop er afsluttet er problematisk. Det er særdeles gunstigt for socialrådgiverstuderende at være ude i praksis og kvalificere deres praksisviden inden man søger ind på en kandidatuddannelse. Derudover er der socialrådgiverstuderende der dimittere om vinteren og ikke vil have mulighed for at starte på en kandidatuddannelse i forlængelse af deres studie, selvom de ønsker dette.

Kravet om at man forud for suppleringsaktiviteten opnår betinget optagelse på den relevante kandidatuddannelse ser vi skeptisk på. Man kan frygte at universiteterne vil være mindre tilbøjelige til at optage professionsstuderende, da der er begrænset antal studiepladser på kandidaterne og en vis usikkerhed forbundet med at optage studerende som endnu ikke er kvalificeret til optag.

På vegne af Sammenslutningen af Danske Socialrådgiverstuderende

Anna Sofie Vedersø Larsen

Formand