Skal man altid have 10 eller 12?

For mange studerende er eksamensperioden en kilde til stress og angst. SDSnet.dk har talt med Studenterrådgivningen om, hvorfor perioden har den virkning på os, og hvad både uddannelserne og vi som studerende kan gøre ved det.

Skrevet af Silas L. Marker

”Hvem har du tid hos?” lyder en venlig stemme bag skranken i det glohede venteværelse, som en gulvblæser heroisk kæmper for at køle ned. Jeg er taget på besøg hos Studenterrådgivningen i København, men ikke for at få vejledning. Jeg har derimod sat Mette Gjerding, en af afdelingens mange rådgivere, i stævne for at blive klogere på eksamensstress og -angst.

Ifølge Studenterrådgivningens egne tal har stress siden 2014 været den hyppigste grund til, at studerende henvender sig, og det topper hvert år omkring eksamensperioden om sommeren. Derfor spørger jeg Mette Gjerding, hvorfor eksamen er så stor en kilde til stress.

– ”Alle kender til eksamensangst,” lægger hun ud. ”Alle har prøvet at være nervøse for at skulle præstere til en eksamen. Det er jo forskelligt fra person til person, men vi kan mærke, at størstedelen har det svært med mundtlige eksamener. Det handler nok om, at man bliver bedømt her og nu, mens man i de skriftlige eksamener mere kan skjule sig. Samtidig er der jo også noget på spil til eksamen, som har betydning for folk. Man skal præstere, og man skal bedømmes.”

For høje forventninger giver angst

Ifølge Mette Gjerding har eksamensangst især noget at gøre med, at man bliver mødt meget kritisk i en situation, hvor man skal præstere, og at nogen har haft problemer med eksamen helt tilbage fra folkeskolen eller deres ungdomsuddannelse. Men mere grundlæggende handler det for mange om kontroltab; der er nogen andre, man ikke er herre over, der giver en karakterer. Det kan sætte gang i en masse skræmmende fantasier og forestillinger om, hvad ens underviser og censor tænker om en.

For tiden snakker man meget om presset på unge mennesker og præstationskultur. Kan I mærke det?

– ”Jeg tror, at mange unge har en forventning om, at de skal gøre det godt. De stiller store krav til sig selv om at præstere godt. Det er jo fint, men man kan stille spørgsmålstegn ved, hvad det vil sige at gøre det godt. Hvis man har en forestilling om, at man skal have 12 i alle fag, skal man spørge sig selv: Er det realistisk? Og er det realistisk i forhold til den tid, man skal bruge på at få en så god karakter?”

“Man kan stille spørgsmålstegn ved,
hvad det vil sige at gøre det godt.”

Hvordan er det opstået?

– ”Det handler nok i høj grad om nogen psykologiske mekanismer. Og man kan have oplevet, at en underviser eller ens forældre har haft store krav til, at man skal gøre det godt hele tiden. Hvis man har den med sig i bagagen, bliver man også meget selvkritisk og meget optaget af, hvor god man er. Og hvis man tænker, at man for at være god nok altid skal have et 10- eller 12-tal, så har man allerede sat nogle meget høje krav til sig selv om, hvordan man skal begå sig.”

Tal om det på uddannelserne

Ifølge Mette Gjerding kan noget af stressen skyldes, at eksamenerne på mange uddannelser kommer på én gang. Socialrådgiverstuderende har været vant til spredte eksamener, men efter den nye ‘semesterstruktur’ kom i februar har dette ændret sig nogle steder. Nogle studiesteder har man fra det nuværende semester indført, at moduleksamenerne samles i slutningen af semestret. Flere studiesteder vil indføre lignende eksamensplaner fra efteråret, andre vil måske også forsøge sig med at lægge to moduleksamener sammen til én semestereksamen, mens en del studerende stadig vil opleve de spredte moduleksamener.
Om det er bedste med spredte eller samlede eksamener i forhold til eksamensstressen oplever Mette Gjerding, at der ikke er én gylden løsning:

– ”Nogen synes, det er langt rarere at få eksamenerne spredt ud. Andre oplever det som om, de er under pres hele tiden.”

Men kan studierne gøre noget for at dæmpe præstationskulturen?

– ”Jeg tror, det handler om at tale åbent om det. Folk fortæller gerne om, når de har fået 10 eller 12. Men når studerende henvender sig til os for at få hjælp, og vi spørger dem, hvem de har talt om deres problemer med, jamen så har de ikke talt med nogen om det. Når noget er svært, holder man det for sig selv, fordi man ikke vil blive fravalgt til næste gruppearbejde; det skal ikke hedde sig, at jeg ikke kan finde ud af tingene. Det er en klar tendens. Det har nok også noget at gøre med de medier, der er i dag, altså facebook, instagram og den slags, hvor man har et image, der skal plejes; man skriver jo ikke en opdatering a la ’nederen, jeg fik et 4-tal’ eller ’jeg bestod ikke.’”

“Når noget er svært, holder man det for sig selv,
fordi man ikke vil blive fravalgt til næste gruppearbejde”

Så man skal skabe en kultur på studierne, hvor man taler mere åbent om det.

– ”Ja, på nogen uddannelsessteder har man det tilbud, der hedder Pusterummet og Fællesskabet, hvor nogen studerende hjælper andre studerende med at snakke om, hvordan de har det, så der bliver et rum, hvor man kan dele de her ting, og det bliver naturligt at snakke om dét, der ikke er nemt. Det tænker jeg er vejen frem.”

Øv med de andre, fortæl om din nervøsitet og træk vejret

Jeg kan selvfølgelig ikke besøge Studenterrådgivningen uden at få et par gode råd med på vejen til de eksamenspressede socialrådgiverstuderende. Her anbefaler Mette Gjerding især, at man øver sig i at præsentere med hinanden og i den forbindelse fokuserer på begreber og fagtermer:

– ”Det er ikke nok at sidde og læse,” slår hun fast. ”Tag ordene i din mund og øv at fortælle det, du ved med dine medstuderende. Træk nogle emner og snak om dem, sådan at du får øvet dig i at bruge de teoretiske begreber. Du skal ikke bare sidde med det alene. For én ting er at have læst – det er rigtigt fint – men har du forstået det, du har læst? Det finder man først ud af, når man debatterer det med nogen andre.”

Mette Gjerdings andet råd vil måske overraske nogen: Hun anbefaler, at man fortæller sin underviser om sin nervøsitet.

“Hvis man fortæller, at man er nervøs,
behøver man ikke fokusere så meget på sig selv”

– ”Når vi holder en præsentation, tænker vi meget over, hvordan vi fremstår; ryster jeg på hænderne? Virker jeg som en, der har styr på det? Men hvis man fortæller, at man er nervøs, behøver man ikke fokusere så meget på sig selv,” siger hun. Derudover kan det hjælpe ens underviser med at hjælpe en i selve eksamenssituationen:

– ”Så ved underviseren nemlig, at det er nervøsiteten, der blokerer for ens faglighed, og at det ikke handler om, at man ikke har forberedt sig. Er folk nervøse, kan man bedre hjælpe dem med de rigtige spørgsmål.”

Mette Gjerdings sidste råd er ganske simpelt: Lav vejrtrækningsøvelser.

– ”Ikke fordi det skal blive helt mindfulness eller yoga. Men man ved, at den bedste vej til beroligelse er at trække vejret,” siger hun. ”Når vi er bange eller nervøse, har vi en tendens til at hyperventillere, og så har vi en vejrtrækning, der ligger helt oppe i brystkassen, og det gør, at vi sidder og er i alarmberedskab. Så hvis man kan få sin vejrtrækning ned i maven, ligesom når man synger, så er man med til at berolige sig selv. Man får ilt ud til hjernen og til nervesystemet, så det er faktisk den korteste vej til selvberoligelse.”

“Når vi er bange eller nervøse, har vi en tendens til at hyperventillere,
og så har vi en vejrtrækning, der ligger helt oppe i brystkassen”

Læs mere

www.srg.dk – Studenterrådgivningens hjemmeside, hvor du kan downloade deres pjecer, finde deres smartphone-app og få rådgivning.