Socialrådgiverstuderende i samarbejde med hjemløseorganisation om bisidderkorps

16.-17. oktober afholdt De Hjemløses Landsorganisation SAND og SDS i samarbejde et bisidderkursus i hovedstaden for både frivillige i SAND og aktive socialrådgiverstuderende. Dette kursus følges op af lignende kurser i andre af Danmarks storbyer, hvor både SAND og SDS er aktive.

Skrevet af Anders Bruun

 

På kurset, der hovedsageligt foregik på socialrådgiveruddannelsen på Frederiksberg, tog deltagerne en afstikker fra kursuslokalet for at deltage i Hjemløsedagen på Københavns Rådhusplads. Her mødte SDSnet’s reporter socialrådgiverstuderende Line Bodeaux og SAND-frivillige Lotte Fleischer til en snak om kurset, bisidderrollen og de hjemløses møde med systemet.

 

 

 

 

 

 

Lotte og Line til Hjemløsedagen på Rådhuspladsen

 

Lotte, der ligesom de andre SAND-bisiddere selv har været hjemløs, har valgt at hjælpe nuværende hjemløse fordi hun ved, hvor svært det er for mange hjemløse at tage til et møde hos kommunen:

“Det er frustrerende og angstprovokerende som hjemløs at tage til de her møder, og mange kommer derfor til at lukke af til møderne. Bl.a. fordi man kun tænker på, hvor man skal sove i nat. Så er det svært at rumme alle mulige paragraffer og de pligter, der følger med”.

‘Systemoversætterne’

Deri ligger hovedårsagen til at Lotte har valgt at være frivillig bisidder for hjemløse. På kurset bliver hun opdateret i den aktuelle lovgivning på området, der hele tiden ændrer sig. På den måde kan hun være med til hjælpe hjemløse med at forstå, hvad der sker på møderne hos kommunen. Bl.a. ved efter møderne at hjælpe de frustrerede og ængstelige hjemløse med at opsummere, hvad der blev sagt.

Line uddyber ved at pointere, at netop de socialrådgiverstuderendes overblik ift. kompleks lovstof og evne til at håndtere de mange paragraffer, der ofte strækker sig over flere lovgivninger og er forankrede i flere offentlige instanser, er noget de hjemløse drager rigtig god nytte af. Bisidderne bliver således “systemoversættere” for de hjemløse. 

Efter kurset vil socialrådgiverstuderende og SAND-frivillige danne mindre bisidder-klynger, hvor man kan sparre og deles om sager. Derved får de hjemløse, der efterspørger hjælp til at forstå deres sag i ‘systemet’ faktisk flere bisiddere: én bisidder, der kender til de følelser de står med, og én bisidder, der har forståelse for, hvordan systemet tænker og agerer.

“Vi er en del af et større sammenhold”

Alle i bisidderkorpset kommer til at mødes cirka én gang om måneden – bl.a. for at mødes for at sparre, tale om udfordringerne i de forskellige sager samt lave noget socialt sammen.

Det sociale mellem SDS og SAND-bisidderne er et afgørende element af samarbejdet. Ved at lære hinanden at kende bliver samarbejdet styrket og man får større indsigt i hinandens måder at gribe tingene an på.

Da SDSnet møder Line og Lotte på Rådhuspladsen har kurset været i gang i halvanden dag, og adspurgt om, hvordan det sociale mellem de på overfladen meget forskellige kursusdeltagere har været, svarer Line prompte:

“Det fungerer helt vildt godt”, og Lotte tilføjer straks: “Vi er en del af et større sammenhold”.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fællesfoto under kurset                                                   Der var både oplæg fra eksperter og tid til rollespil, hvor deltagerne kunne træne bisidderrollen.