Socialt arbejde i USA: Socialrådgiverstuderende besøger Whittier, Los Angeles

Vibeke Pichard, som til daglig læser til socialrådgiver på Professionshøjskolen Absalon i Roskilde, har besøgt Whittier College, Department of Social Work. Her kan I læse om Vibekes betragtninger efter besøget i ”The land of opportunity”.

”Jeg tog med Absalon til Whittier for blandt andet at møde de amerikanske studerende og for at opleve forholdene for de studerende og for det sociale arbejde. For hvilke muligheder har de egentligt derovre og hvad kan man gøre for andre, når grundideologien har udgangspunkt i liberalismen om, at enhver er sin egen lykkes smed? Vi deltog i undervisning på Whittier College og besøgte derudover en række forskellige institutioner og vi opdagede hurtigt, måske ikke så overraskende, at langt de fleste tilbud og indsatser er privatiserede. Det betyder altså, at det offentlige er langt væk, både i gadebilledet og i folks bevidsthed. Jeg vil næsten vove at påstå, at der er mere hjælp at hente i kirken end på det lokale kommunekontor eller ”county office”, som de kalder det.

Skid Row: De hjemløse sover mellem palmerne i Hollywood
USA er bygget af kontraster, hvilket især bliver tydeligt i Hollywood-området, hvor nogle af klodens mest succesrige mennesker bor. De bor endda forbavsende tæt på et af de største hjemløsekvarterer: Skid Row. Skid Row er en samling af gader og stræder, hvor de hjemløse holder til. Det er estimeret, at der bor omkring 2.000 hjemløse i området, som primært overnatter i telte eller under blikstykker.

Selvom vi egentligt blev advaret mod at tage dertil, fordi der går mange rygter om de mørke gader om forsvundne folk, valgte vi alligevel at tage dertil en tidlig morgen. Jeg var opsat på at få en snak med nogle af de hjemløse og høre deres fortælling, da jeg er vant til at tale med de hjemløse i København, som i øvrigt ofte er en sludder værd. Det var dog en noget anden oplevelse jeg fik, da jeg forsøgte at komme i kontakt med de hjemløse på Skid Row. De mange mennesker var stuvet sammen mellem højhusene mere eller mindre påklædte og med synlige sår og tegn på gadens hårde liv. Jeg blev hurtigt stoppet af en mand, som rystede på hovedet og sagde  ”You go away, go the hell away now”.

Every man for himself: Socialt arbejde i USA
Frihedstanken og mistroen til staten og regeringen er så dybt forankret i den amerikanske mentalitet, at USA er det eneste af FN’s medlemslande, der ikke har skrevet under på Børnekonventionen fra 1989. Jeg italesatte dette over for en sagsbehandler, som forklarede dette med, at i USA er den personlige frihed en ret som værdimæssigt overgår andet, derfor har forældre også en større ret til at opdrage deres børn som de vil. Man frygtede at børneopdragelse ville blive styret af staten. Retten til at være i fred vægtes, og børns rettigheder ikke må overstige de voksnes medmindre det er absolut nødvendigt.

En anden oplevelse, der bekræfter befolkningens mistro til staten er, at socialrådgivere og sagsbehandlere i USA har en licens, som skal sikre, at de udfører deres arbejde korrekt både i forhold til stat og borger. Det betyder også, at de løbende skal op til prøver, betale for at licensen ikke løber ud og at man kan blive sagsøgt, hvis der måtte ske en fejl. Du hæfter altså personligt for dine afgørelser, også selvom du er underlagt pres fra en arbejdsgiver.

Forskellen mellem USA og Danmark
Som en del af mit besøg fik jeg lov til at besøge og interviewe Paula Sheridan, som er Student Director for det internationale program og har en lang karriere bag sig som clinical social worker.

Vores interview kom hurtigt til at handle om de markante forskelle der er på det sociale arbejde i USA og Danmark. For eksempel at man i Danmark i højere grad opererer med helhedssyn, hvorimod man i USA mere deler problematikkerne op i brudstykker og gennemgår dem systematisk én efter én i en meget specialiseret indsats. Det betyder at en socialrådgiver lige så ofte arbejde på en skole eller et hospital, og har specialiserede opgaver der. Paula fortæller, at hun som clinical social worker kan stille diagnoser. Det arbejde som vores kolleger i landets børnehuse udfører kaldes ”forensic social work” og udføres som en gren af politiet. Paula fortæller, at man gør det således for at undgå fejl og i sidste ende for at undgå at blive sagsøgt.

Paula fortæller dog, at hun mener, at dette system er med til at beskytte både borgerne og socialrådgiverne. For hvis socialrådgiverne ved, at fejl bliver straffes hårdt, så vil de gøre alt for ikke at begå fejl og på samme måde, at borgerne har mulighed for at lægge sag an, hvis der skulle ske en fejl. ”We want to protect consumers” forklarer hun.

”It is important not to be agents of social control” fortæller Paula. Hun refererer altså til den mistro, der er til staten og dens ansatte og det skal forstås således, at når man er på arbejde som sagsbehandler, socialrådgiver, lærer osv., så er det yderst vigtigt, at borgerne ikke oplever de ansatte som en legemliggørelse af staten, men derimod et medmenneske, som man kan stole på. Staten må altså ikke blande sig, fordi der skal være en lige og retfærdig relation mellem individ og stat.

Studerende i USA
“But it is not free – you pay for it.” siger Paula øjeblikkeligt, da jeg fortæller, at jeg næppe havde haft råd til college og at jeg er glad for at kunne studere gratis I Danmark. Men amerikanerne ser anderledes på de tog det er noget af en opgave at gøre sig til repræsentant for velfærdssystemet. Men på trods af, at USA er et land, der dyrker individet og privatiseringen, så er der alligevel en række tilbud at indhente, hvis blot man gør sig fortjent til dem. Paula fortæller at 80 % af de studerende på Whittier College modtager en eller anden form for hjælp, for eksempel stipendier. Så hvis man skal studere i USA handler det altså om at vise, at man er dygtig, speciel og fortjener hjælp og støtte. Jeg har set statistikkerne (de 2/3, der ifølge statistikkerne aldrig får en videregående uddannelse ud over highschool), og jo, det går skam udmærket for de studerende i Whittier, og jeg er ikke i tvivl om, at der er mange tilbud om muligheder. Men når jeg sidder over for Paula og bagefter igen, går langs de pæne stier på campus, mærker jeg alligevel en tvivl.

Måske en arrogant skandinavisk lille tvivl, for det er besynderligt at gå her i parken med alt det pæne, når jeg ved hvor grimt, der er lige uden for, for de andre amerikanere.