Tale til Dansk Socialrådgiverforenings 1. maj 2017 i København

Traditionen tro markerede SDS arbejdernes internationale kampdag sammen med Dansk Socialrådgiverforening. I København holdt SDS’ formand Signe tale, og du kan læse hendes tale her. Vi håber, at alle havde en fantastisk kampdag. 

 

“KAMMERATER!

Ja sådan lovede jeg altså regionsformanden at indlede.
Glædelig 1. maj, jeg er glad for at se så mange her på min gamle skole

Jeg vil starte min tale et stykke væk fra Frederiksberg og de røde faner.

Sidste sommer tog min mor, hendes mand Ousman og jeg i sommerhus i Als. Vi cyklede fra Hobro, hele vejen langs Mariager fjord. Solen skinnede og vi havde en lille højtaler med, som vi spillede Bob Marley på. Dem af jer der kender området, vil vide at det er en rigtig smuk rute, men også temmelig lang tur at køre med oppakning. Jeg må også indrømme, at vi var ret trætte da vi endelig nåede til sommerhuset, så gik vi ellers tidligt i seng.

Heldigvis! For kl. 7 blev, der hamret på døren og nogen stod og råbte udenfor. Og da vi åbnede døren stod der to meget bestemte, men også noget forbavsede politimænd. De havde fået en underretning om at en gruppe illegale flygtninge havde taget ulovligt ophold i huset. Det kunne vi jo ikke rigtig genkende, men politimanden forklarede at en nabo havde ringet til dem og beskrevet en afrikansk udseende mand. Det kunne vi til gengæld godt genkende og lod de to politimænd smugkigge ind på Ousman, altså min mors mand, der stadig lå og snorksov. De så heldigvis ingen grund til at vække ham og så tog de af sted igen.

Hele den oplevelse var lidt af en følelsesmæssig rejse. Først blev jeg selvfølgelig forskrækket over at blive vækket af to politimænd og forvirret over hvad de ville. Da de var gået begyndte jeg så i stedet at blive vred. hvem fanden var det racistiske fjols, der havde ringet efter politiet bare fordi han havde set en afrikansk mand og straks var gået ud fra at han var kriminel. Og at der nok var en hel flok.

Og så blev jeg ked af det. For det gik op for mig at den person der havde anmeldt os, jo nok bare havde, ville være en god nabo. Han havde set noget han tænkte var mistænkeligt og havde besluttet sig for at handle på det. Men hvorfor var han ikke bare lige gået ind for spørge hvem vi var? Hvorfor var han ikke lige stoppet op for at overveje, hvad det var der gjorde det mistænkeligt, at der var en sort mand i sommerhus? Et af svarene kunne være at der i sommeren 2015 var der rigtig meget fokus på de mange flygtninge, der kom til Danmark og en mildt sagt mistænkeliggørende retorik. For mig blev den her oplevelse et billede på, hvordan vi hele tiden påvirkes af den slags retorik til at tænke i bestemte baner og handle derefter.

Det får vidtrækkende konsekvenser for den politik man fører og dermed på vores alle sammen arbejds- og levevilkår. Når det lykkes at fremstille flygtninge eller ikke-vestlige etniske mindretal i almindelighed som kriminelle eller ”nassere”, så kan man få grænsekontrol og lavere ydelser igennem. Når man udstiller studerende som verdensfjerne cafégængere, så kan man skære i SUen og indføre et uddannelsesloft med 6 års uddannelses-karantæne. Og når man udstiller socialarbejdere som en flok sentimentale kaffesøstre, så kan man betvivle vores faglige vurderinger og tale for mere kontrol og flere excel-ark. At skabe mistillid til bestemte grupper for at kunne gennemføre forringelser af arbejds- og levevilkår er gammeltkendt retorisk trick, som bruges hele vejen rundt og har vist sig at være enormt effektivt.

Man siger om Danmark at vi er et samfund, der kendetegnet ved tillid. Men jeg kan jeg ikke lade være med at tænke på om det mon så ikke er de forkerte vi har tillid til?

Vi er samlet her i dag for at fejre arbejdernes internationale kampdag, fordi vi jo ér arbejdere. Vi må lige som så mange andre sælge vores kompetencer til en arbejdsgiver, der vil betale for vores tid. Det gør arbejderne til en noget broget skare af med mange forskellige baggrunde og i forskellige professioner. Vores styrke ligger først og fremmest i, at vi er mange, at kan organisere os og arbejde sammen.

I påskeferien læste jeg en bog der handler om den danske magtelite, der er en gruppe på omkring 423 personer. Der er ikke så mange arbejdere imellem kan jeg afsløre. Ca. ½ -delen af dem er forretningsfolk i ledende positioner. De er fx ejere af store virksomheder eller direktører og mange af dem har forældre, der havde lignende toppositioner. De her menneskers magt ligger ikke i, at de selvfølgelig kan tage store beslutninger, der påvirker os som arbejdere – fx at flytte produktion til udlandet, men i høj grad i at de her mennesker sidder på helt uforholdsmæssigt mange bestyrelses- og rådsposter i Danmark. De er med til at tage beslutninger i universitetsbestyrelserne, de sidder i fondsbestyrelser, der afgør hvilken forskning der skal støttes og i tænketanke og råd som Danmarks Vækstråd, der skal rådgive ministrene om, hvilke hensyn de bør tage, når de skal udforme ny politik.

Er det dem vi som arbejdere skal have tillid til? En mand som Jørgen Mads Clausen, der har arvet Danfoss virksomheden og administrere en familieformue på mere end 13 mia, er måske ikke den første på barrikaderne, når man sænker ydelserne for folk uden arbejde eller skærer SUen. For ham vil det heller ikke være svært for ham at betale for at indskrive sine børn på en god privatskole, hvis folkeskolereformen skabte for mange forringelser eller få behandling på et privathospital, hvis han ikke brød om forholdene på vores offentlige hospitaler. Jørgen er nummer 5 på listen over de folk i Danmark, der har de bedste forbindelser igennem sine mange bestyrelses- og rådsposter.

Som arbejdere har vi en lang række fælles interesser upåagtet om vi er kommet hertil som flygtninge, har levet her hele vores liv, er lyse eller mørke huden eller om vi er hyrede eller fyrede. Hvis vi i fremtiden skal kunne blive ved med at bruge 1. maj til at fejre vores sejre, så må vi ikke lade mistillid skille os ad.

Ousman og jeg endte med at gå fra dør til dør og hilse på vores sommerhusnaboer på Als. Jeg syntes det kunne være sjovt at fortælle den nervøse nabo at han havde anmeldt et af de mest fredelige mennesker jeg kender. En kirkegårdsgartner, der tager på cykelferie til et sommerhus ved Mariager Fjord, hvis det ikke er fredeligt, så ved jeg ikke hvad der er. Vi fandt aldrig ud af hvem der havde ringet til politiet, men det gjorde måske heller ikke så meget – vi fik snakket med nogle søde naboer. Måske fik vi rykket lidt ved nogle fordomme. Min mor fik i alt fald kureret noget af sin jyde-fobi da en lille lokal bonde forærede os en stor pose hjemmedyrkede grønsager.

Jeg tror at det skal være mit budskab i dag – lad os prøve at få højnet tilliden arbejdere imellem. Hvis vi som fagbevægelse skal kunne danne modpart til direktør-arvingerne så skal vi stå sammen og have alle med.

Rigtig god 1. maj og mange tak for ordet!”